tirsdag den 21. februar 2012

Don't think app, think service!

Gitte Karring beretter fra temamøde for webkoordinatorer i Vejle Kommune: 

Don´t think app, think service! An app is not a strategy - an app is just an app. Det var budskabet, da webkoordinatorene var samlet til et temamøde om mobile løsninger til kommunikation og borgerservice.



I stedet skal vi granske vores serviceområder, og se på hvordan vi kan udnytte de mobile muligheder til at yde borgere og virksomheder en billigere, effektiv og attraktiv service. Mobilen er da også i spil, når vi  inden længe går i gang med at formulere konkrete initiativer til en kanal- og servicestrategi.

Vi hørte om forskellen på native apps, web apps, hybrid apps og responsive mobil design og fik drøftet fordele og ulemper ved de forskellige teknologier. Vi fik også slået fast, hvor vigtigt det er at tænke Hvem, Hvad, Hvorfor, Hvordan og ikke mindst Hvor og Hvornår (der måske er vigtigere at overveje end nogensinde før) - inden vi giver os i kast med at udvikle borgerservice til mobilen. NemId lader vente på sig, så det bliver nok først i 2014, vi for alvor kan regne med at bruge mobilen til offentlig selvbetjening. Men derfor behøver vi jo ikke ligge i hængekøjen så længe.

Vi kan allerede se, at ca. 10 % af vores besøg på vejle.dk og subsites kommer fra en mobil browser. Statistikkerne viser, at det især er ledige jobs, åbningstider (især på genbrugspladsen) og arrangementer på oplev.vejle.dk, de går efter. Vejle.dk´s ”Oftest stillede spørgsmål” er også oplagt at tilgå fra mobilen, lød et forslag. Et andet gik på, at visse dele af intranettet også skal kunne bruges fra mobilen.

Hvad kunne du tænke dig???? Hvilke kommunale services ville du selv gøre brug af fra din smartphone? Enten på en mobil version af vejle.dk? Eller som en selvstændig app (native, web eller hybrid )? Ville du bruge mobilen til at gå på intranettet?
..

Oplæg fra webnetværksmødet kan hentes her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar